Kursus for pårørende

KURSUS FOR PÅRØRENDE


Hvorfor tage på STIENs kursus for pårørende?

Denne skrivelse er lavet til dig der er pårørende til en person, som lige nu, eller tidligere har haft et misbrug af et stof – alkohol, stoffer, piller, sex, spil, mad, arbejde, drama, mennesker, internet, penge, shopping, luksus, tobak, motion, opmærksomhed og mange, mange andre ting.

Der er jo en grund til, at du stadig er tæt på personen i behandling og følger udviklingen, uanset om du er ægtefælle, kæreste, kollega, barn af eller anden nær relation. Vi er taknemmelig for at du stadig ”er der” og at du interesserer dig for hvad der sker i behandlingen, med personen og ikke mindst med hvad der skal ske i fremtiden.

Der er mange gode grunde til at droppe al deltagelse i snak om misbrug, løgne, følelse af svigt, eller det at høre flere undskyldninger for det ene eller andet.
Vi har, efter anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, tilegnet kurset for dig, hvor du som pårørende får et frirum til, at vi sammen kan få en dialog om netop dine synspunkter og problemstillinger.

Ofte hører vi fra pårørende

  • Det er da ikke mig der er syg og i behandling!
  • Bare han/hun tager sig samme og gør noget ved det!
  • Det er sidste chance for …..!
  • Jeg klarer mig selv bare han/hun bliver fri af misbrug!
  • Han/hun må flytte, hvis det sker igen!
  • Det er ikke slemt – kun de sidste par måneder!
  • Hvis ikke han/hun tager sig sammen, så ……!
  • Børnene har ikke været en del af konflikterne – de er ikke påvirket af noget!

Alt dette kender vi og meget mere, men uanset hvad du mener, kan virkeligheden måske være anderledes uden at du føler det lige nu, hvor andre ting påvirker din tilstand.

Hvorfor et kursus for pårørende?

Af mange årsager anbefaler Sundhedsstyrelsen, at behandlingssteder tilbyder hjælp til de mange pårørende, der lever, eller har levet tæt sammen med afhængige eller personer med en anden dysfunktion.

På Behandlingscenter STIEN retter vi os efter anbefalinger fra eks. Sundhedsstyrelsen, som har flere anbefalinger for pårørende på deres hjemmeside: https://www.sst.dk/da/Borger/En-sund-hverdag

Misbrug kan defineres som brug af noget (alkohol, stoffer, piller, sex, spil, mad, arbejde, drama, mennesker, internet, penge, shopping, luksus, tobak, motion, opmærksomhed og mange, mange andre ting) i overdrevent og/eller skadeligt omfang, som regel for at slippe væk fra traumatiske oplevelser, stærk vrede, hovmod eller for at mærke sig selv og sin egen smerte eller hverdagens problemer. Personer med diagnosen PTSD (posttraumatisk stress-syndrom) eller ADHD har typisk samme symptomer og karakteristika, og vil kunne komme langt videre imod forbedret livskvalitet ved at følge samme anviste metoder.

Har du levet tæt sammen med, eller er du vokset op i et hjem, hvor der er en misbruger eller måske vokset op sammen med én, der er ramt af alvorlig sygdom, er der stor sandsynlighed for, at du i din opvækst, ubevidst har fået dependente karaktertræk og derved går under kategorien Medafhængig, som adfærdsmæssigt hører under den nedenfor beskrevne.

Medafhængighed betyder ikke, som en del mennesker tror, at man lader sig påvirke til selv at drikke sammen med en alkoholmisbruger eller ryge sammen med hashmisbruger. Det der kendetegner medafhængigheden er, at man indgår i et nært samspil med den afhængige, hvor man dækker over problemerne og undertrykker følelser.

Medafhængighed, er et begreb, som opstod i USA for omkring 30 år siden som betegnelse for den psykologiske problematik, som præger mange mennesker, som er i nær berøring med ét eller flere mennesker med afhængigheds-problematikker – også defineret som en Dependent personlighedskarakteristik: En følelsesmæssig, psykologisk og adfærdsmæssig tilstand, som udvikler sig som resultat af en persons langvarige udsættelse for, og praktiseren af, et sæt undertrykkende regler – regler som forhindrer åbne følelsesudtryk og direkte diskussioner af personlige og inter-personlige problemer.

Kendetegn og karakteristiske adfærdstræk hos medafhængighed:

  • tendenser til at benægte, formindske eller dække over realiteterne
  • skamfuldhed
  • mistillid
  • utryghed
  • store vanskeligheder med at identificere egne følelser og udtrykke dem
  • overdreven perfektionisme
  • handlingslammelse
  • konstant behov for bekræftelse
  • parathed til at være ’terapeut’ for andre og lade deres behov gå forud for éns egne dårlig til arbejde i et team (på job, i familie, som leder og i andre gruppesammenhænge)

Hvad kan jeg gøre?

I det følgende gives der nogle eksempler på de spørgsmål, som den afhængiges familie ofte ønsker besvaret.

  • Hvordan forhindrer vi at han/hun drikker igen?
  • Kan de andre og tidligere i starten nævnte ”stoffer” blive en ny afhængighed?
  • Hvad kan vi gøre for at standse misbruget?
  • Hvad gør vi ved næste højtid, hvor der sædvanligvis var alkohol?
  • Hvordan kan jeg hjælpe?

Den bedste hjælp man kan yde en misbruger, når han vender hjem fra et behandlingscenter, og har været behandlet efter Minnesota-modellens principper er, at lade være med at behandle vedkommende som et sygt menneske.

Under misbruget, i de måske mange år det har stået på, har familien mere og mere overtaget hans ansvarsområder. Umærkeligt er familiemønstret gledet ind i nogle faste roller, hvor den aktive misbruger og hans adfærd er blevet et indgroet mønster i hvert familiemedlems dagligdag. Det er af største vigtighed at få dette mønster forandret, så man ikke kører videre i de gamle adfærds-mønstre, og derved bestandig erindrer den afhængige om hans aktive periode.

Ofte har familien tendens til at behandle den afhængige og nu ædru og stoffri som et råddent æg, fordi man er bange for, at en mindre fornærmelse kan udløse en ny druktur. Sådanne adfærdsmønstre har man tillagt sig, fordi misbrugeren uafladeligt må finde undskyldninger for sit misbrug, for at kunne holde sig selv ud. Man må lære at gennemskue disse misforståede hensyn, og bestræbe sig på at komme dem til livs.

Hele familien er ramt

“Hvis en blind leder en blind, så falder de begge i grøften”.

En af de største misforståelser fra familiens side er nok, at man tror alle problemer er løst, når blot alkoholikeren holder op med at drikke, eller misbrugeren stopper med sit stof, men så enkelt er det ikke.

Bag enhver aktiv afhængig står næsten altid en særdeles kvæstet og splittet familie. Erkender du dette, så gør nu noget ved det!

Man skammer sig over, at man ånder lettet op, fordi misbrugeren for en tid fjerner sig fra hjemmet, så man selv kan komme lidt til kræfter. Ofte står det så galt til, at familiemedlemmerne ønsker misbrugeren død, og dette tolker man som, at man dog må være et forfærdeligt menneske. I realiteten er det afmagt, fordi man ikke kan tåle at se en elsket person langsomt, men sikkert, destruerer sig selv.

Man ved jo, det samme menneske indeholder så mange værdifulde kvaliteter. Den største smerte familiemedlemmerne oplever, er vel nok netop dette, at man uden at kunne gøre noget, må se dem man måske elsker højst, langsomt dø for øjnene af en.

En tredjedel af voksne børn fra familier med dependente karakteristika udvikler selv et afhængighedssyndrom. Cirka en tredjedel af voksne børn fra disse karakteristika, oplever psykiske vanskeligheder som angst, depression og spiseforstyrrelser.

Efter Behandlingscenter STIENs og Minnesota-modellens opfattelse, er det vigtigt at slå fast, at afhængighed, som vi bruger som fællesbetegnelse for enhver afhængighed som medicinmisbrug, hash, alkohol, ludomani, sex, mad og såmænd også arbejdsnarkomani mfl. kan betegnes som en selvstændig lidelse.

I psykiatrien anvendes et andet ord for afhængig – nemlig dependent, som kommer fra engelske. Når der står han, dækker det et menneske og derfor både kvinder og mænd. I det følgende anvendes betegnelserne den afhængige, den dependente og alkoholiker i flæng, ligesom alkoholisme og misbrug anvendes om afhængighed i bred forstand.

De fleste slægtninge har kæmpet en forgæves kamp med den afhængige om, overhovedet at få vedkommende til at erkende, at der eksisterer et problem. Enhver slægtning kender og frygter den ændring, i den afhængiges personlighed, som optræder når han er påvirket af sit stof.

Når klienten i behandling har gennemgået behandlingsprogrammet, er det fejlagtigt at tro, at helbredelsen er færdig. På det tidspunkt begynder først den egentlige helbredelse, som handler om at tilpasse det lærte program til hverdagen og de personer og vilkår, som vi har valgt at leve sammen med.

Ingen andre end den afhængige selv kan standse sygdommens fremad skridende og ødelæggende forløb, men under sit ophold har klienten fået et værktøj, og bliver det brugt, venter der et liv i harmoni. Men det er op til den enkelte om det bruges. Ingen kan gå vejen for personen.

Enhver aktiv afhængig, eller dependent persons redning og ethvert familiemedlems indre fred ligger i erkendelsen af, at acceptere vor magtesløshed overfor de ting vi ikke kan ændre. Vi må være villige til at behandle vor skyldfølelse, bitterhed og vrede, ikke for andres skyld, men for vor egen. Vi må begynde at tilgodese os selv, for hvis vi ikke giver os selv noget, har vi intet at give til andre.

Der tales også om, at en medafhængig, i korte træk er en person, som lever sit følelsesliv gennem andre. Og det gør både børn af misbrugere og børn af narcissister. Narcissister er afhængige af narcissistisk forsyning – eks opmærksomhed, bekræftelse, fraskrivelse af ansvar mm. Læs eventuelt beskrivelse på www.netpsych.dk

Det følgende nævner nogle af de følelser, som betegnes som dårlige tanker. Når vi foretager en selvransagelse, gør vi det for at lære os selv at kende på det indre niveau.

Skyldfølelse. Såvel den afhængige, som ethvert familiemedlem slæber rundt på tonsvis af skyldfølelse. Mange påstår at de ikke gør det, men det gør blot sagen værre for dem selv, for så har de fortrængt det. Enhver der forsøger at tage ansvar som mislykkes, vil bære brænde til sit bål af mindreværdsfølelse, fordi han ikke stod mål med det ansvar han pålagde sig selv.

Alkoholikeren lover sig selv det umulige, når han tror, han kan drikke kontrolleret, og hans slægtninge påtager sig det umulige, når de tror, de kan styre hans misbrug. Det er derfor det er så vigtigt, at man erhverver sig et grundigt kendskab til sygdommen Afhængighed, og derved accepterer, at dette er et uhyre kompliceret forløb, som man intet våben har haft imod, og ingen har som bekendt skylden for, hvordan man er født.

Dernæst er det vigtigt at forstå afhængighedens komplicerede væsen, som rammer sit offer både på sjæl og krop, og samtidig i sit kølvand bærer alle disse karakterbrist som uærlighed, benægtelse, personligheds-ændring, selvcentrering, egoisme etc. Disse hører sygdommen til, og forstærkes med dens forløb. Som Craig Nakken siger: ”Afhængighed er en åndelig misvækst på vores sjæl & sind, og den vokser i takt med at afhængigheden bliver stærkere”.
Bitterhed & Vrede opstår i vor manglende evne til at sige fra straks. Vi føler vrede, men bider det i os, og derved bliver både den afhængige og familien mere og mere sårbare, og derfor også lettere at fornærme.

At skille sig af med sin bitterhed bringer os til et af AA’s mange slogans:
Lev og lad leve! Når vi forbitres, er det som regel fordi vi har forventet noget af mennesket, som dette menneske ikke kan stå inde for. Der findes kun én, vi kan forandre, og det er os selv.
Lev og lad leve betyder, at hvis man vil ændre sit forhold til et andet menneske, kan dette kun ske, ved at ændre sin egen forståelse af den pågældende. Disse sandheder gælder for ethvert menneske, også for vore nærmeste, vor ægtefælle og vore børn.

Løsningen på dette problem kalder vil vi finde for den enkelte på kurset.

Det er tit de nære pårørende, der oplever den største smerte, når en person får et afhængighedsproblem, og det at måtte se magtesløst til, mens afhængighedens konsekvenser påvirker en man elsker, er en frygtelig oplevelse. Den kan blive altødelæggende for den eller de pårørende, som ofte bliver lidelsesfæller og følger med på den nedtur, som er en naturlig konsekvens af afhængighedens udvikling.

En kendt og nulevende forfatter Craig Nakken, beskriver afhængighedssyndromet som en sygdom, der har det kendetegn, at i takt med at den vokser i styrke, mister personen evnen til at være åndelig – i dette tilfælde evnen til eks. at vise tillid, være ærlighed, ydmyghed, have respekt, ja i al væsentlighed til ægte kærlighed.

Børn, der uanset forældrenes hensigter, oplever og føler svigt eller manglende opmærksomhed, udvikler meget ofte de samme tendenser i personligheds-dannelsen. Børn, hvis forældre (den ene eller begge) har et misbrug/en afhængighed, er særligt udsatte for at blive voksne medafhængige.

Nogle børn vil udvikle ADHD-lignende adfærd. Andre vil muligvis udvikle OCD (obsessiv kompulsiv tilstand). Det skal forstås som tvangstanker og tvangs-handlinger, der i mange tilfælde er forbundet med angst. Sygdommen kommer oftest til udbrud i voksenalderen, og mange kan styre tvangssymptomerne både på arbejdspladsen og i sociale sammenhænge, selv om livskvaliteten påvirkes negativt. Ofte viser symptomerne sig tidligere.

Generelt kan man sige, at børn, der vokser op i en familie med megen hemmeligholdelse af problemer, både over for børnene, og forsøg på at opretholde den sociale facade udadtil, udvikler de overlevelsesstrategier, som kommer til at leve videre i deres voksne parforhold.

Inden for al behandling af afhængighedsproblematikker, er man i dag opmærksom på de pårørendes situation, og man taler om misbruget som en relationel problematik, da et misbrug, uanset stoffet, altid påvirker og involverer misbrugerens nærmeste relationer.

Den virkelige, grundige indsigt i begrebet magtesløshed er mindst lige så vigtig for familien, som for den afhængige, og egentlig er det ikke så svært at forstå. Er familien ikke altid kommet til kort, når den har forsøgt at standse misbruget? Har den ikke stået totalt magtesløs overfor såvel misbruget som adfærden? Hvis man kan acceptere dette faktum, må man også acceptere programmets 1. trin:

Vi erkendte, vi var magtesløse over for vores afhængighed, og at vores liv var blevet uhåndterlige.
Der findes mange ting, vi mennesker ikke kan lave om på, så for at få fred med os selv, bliver vi nødt til at acceptere dem. Den afhængiges omgivelser kan ikke ændre den afhængiges adfærd, og bliver nødt til at acceptere dette. Det er disse realiteter der har gjort bønnen om sindsro til AA’s bøn, med hvilken vi afslutter ethvert møde.

På kurset, som er lavet for dig og pårørende til Afhængige, vil du ligeledes få henvisninger til en del litteratur og bøger, der behandler samme emne. Der vil blive tid til at få diskuteret de mange spørgsmål, og ikke mindst til at du finder netop din egen holdning og strategi for at få fred og ro til at nyde et liv med livskvalitet.

Jeg håber at vi ses på Pårørendekurset – for din skyld!